under de gamle Trær dernede ved Sjøen. Om lidt vilde jeg træffe ham og høre hans lille knudrede Latter.
Nu gjorde jeg noget, som var akkurat i Overensstemmelse med mine tidligere Forholdsregler. Ogsaa jeg handlet nu ud fra en bestemt Tanke og fulgte en Plan.
Jeg tog et Stykke hvidt Papir og la det foran mig paa Bordet. Jeg vilde skrive til ham. Paa et Skrivestativ laa en Mængde Blyanter og en enkelt Pen. Der fandtes ikke Blækhus. Pennen var en Fountain. Jeg skrev med den tvers over Papiret — og jeg beundrede mig selv for de rette, faste Bogstaver, jeg frembragte:
Kjære Krag.
Jeg har søgt Dem iaften Klokken halv elleve (Klokken var endnu ikke mere end 10,10), for at faa Dem med paa en Fisketur til Hvassodden. Jeg drar afsted Klokken 11 fra Landhandlerens Brygge. Hvis De faar se dette inden den Tid og har Lyst paa Turen, saa kom med.
Jeg satte mit Navn under og la Fountainpennen forsigtig tilbage paa Stativet.
Saa gav jeg mig til skyndsomt at gjennemrode Detektivens Papirer.
Han havde skrevet en Mængde — om de forskjelligste Sager; men jeg fandt ikke et skrevet Ord om Forstmesterens Død. Heller ikke om Dr. Brahms Flyvemaskine.
