bage af Reflekserne i Luften og traadte gjennem Glasset i mit Vindu. Jeg følte med Fingrene over Ruden og forundredes igjen, fordi ogsaa mine Fingre blev blodige.
Saa kom Skumringen. Mørket fyldte langsomt op i Krogene, blev stadig tættere, bredte sig mere og mere. De forgyldte Rammer paa Væggene glimtet en Stund i det svage Lysskjær fra Vinduerne og den runde Urskive hang længe og stirret som et hvidt hornet Øie i Væggen. Men henimod Klokken 10 svandt det sidste Minde af Dagen, Værelset blev helt mørkt, kun omkring Vinduet stod endnu en skimlet Lystaage, som stadig blev mere graa og blind.
I den sidste Time havde jeg siddet og tænkt over, hvad jeg nu skulde gjøre. Jeg vidste, at noget afgjørende vilde ske i Løbet af Natten og jeg havde en bestemt Følelse af, at dette Døgn var det sidste her. I alle Tilfælde orket jeg ikke længere at udholde de nerverystende Oplevelser hernede.
Jeg var ikke længer bange. Ikke det mindste. Jeg frygtet ikke længere for Ansigtet med den grusomme Mund og den kridhvide Pande, for nu vidste jeg, hvorledes det hele hang sammen.
Jeg greb nu til en Række Forholdsregler, som kan synes mærkelige, men som faar sin Forklaring ved hvad der senere hændte.
Jeg forlod min Hytte Klokken halv ti. Jeg tog Vaarfrakken paa, men betænkte mig og la
