den tilbage igjen. Istedet knappede jeg Jakken tæt omkring mig. Jeg vilde ikke, at noget skulde hindre mine Bevægelser.
Forinden jeg gik, ladet jeg min Revolver i alle Løb og stak den i høire Lomme, saaledes at jeg hurtig kunde komme til den. Men da jeg la Mærke til, at Lommen derved bulnede ud paa en mistænkelig Maade, flyttet jeg Revolveren over til Inderlommen. Nu kunde ingen ane dens Tilstedeværelse.
Jeg var allerede kommet nogle Skridt fra Hytten, da noget faldt mig ind. Jeg vendte tilbage igjen og saa over mine Papirer, som laa paa Bordet. De forekom mig at ligge i en altfor stor Orden. Jeg lod Papirerne svømme lidt omkring, skrev nogle Linjer paa en Afhandling, som jeg havde havt under Arbeide i den sidste Tid og søgte idetheletaget at gi det Indtryk af, at jeg ganske tilfældig havde afbrudt mit Arbeide og forladt Stuen.
Saa gik jeg da endelig for Alvor. Jeg passet stadig paa Klokken, for jeg vilde være nøiagtig. Den var 9.40, da jeg traadte over Landhandlerens Tærskel.
Der var fem Mennesker i Butikken; Landhandleren selv, som maalte noget stribet Tøi op, og hans Datter, som veiet Sirup i en Kande, stod indenfor Disken. Udenfor stod Landhandlerens Bror, en Fisker, med Hænderne i Bukselommerne og en Snadde hængende slapt ud af Munden.
