Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 194 —

nede ved Horisonten flagret en Hær af hvide Kapper; de havde flagret. Nu var der ikke længer nogen Bevægelse i Himlen, Skyerne laa urørlig og hvilte paa Luften. Ovenover tindret den lyseblaa Uendelighed op mod Høider, hvortil aldrig nogen menneskelig Aande kunde naa. Hvilken Kuppel over Jorden! Og hvor alt det andet, hvor hele Jorden blev tufset og mørk og fattig… Fjeldene slog op fra Jorden som Slagskygger — og paa den høieste Koll stod et blankstammet Furutræ og dyppet sin Top i Lyset.

Jeg forstod, at nu havde Sommeren en af sine sidste overmægtige Seiersdage. Saasnart Solvognen var rullet ned under Horisonten kom Skumringen. Høsten var ude efter Mørket med sine lange kjølige Fingre, Nætterne begyndte at bli kolde. Naar man mærker, at Sommeren svinder, har man bestandig en Følelse af, at den aldrig kommer igjen og man vil nyde de sidste Dage af fuldt Maal… Da Skyggerne gled ind i mit Værelse, Løvet virret og vaklet i Aftenvinden og Sjøen blev graa, sank en tung Tristhed ned i mig, jeg følte en Dirren i Hjertet, en flygtig Fornemmelse af Livets Ophør.

Hvor Timerne gik langsomt efter Klokken 7. Jeg lukket Vinduerne og forundredes over den blodige Farve i Glasset. Det var Gjenskinnet af Solnedgangen, Solen trak med sig nedunder Havet en Vifte af rustbrune Skyer, denne ondskabsfulde Farve, som hører Høsten til. Farven sloges til-