— Naturligvis. Ja, undskyld min
Nysgjerrighed; men det hører nu med til min Glæde at
lægge Mærke til alt, selv det mest ubetydelige.
Og nu saa jeg et lidet Glimt i Deres Øine, som
lod mig ane, at De kjendte Herrerne igjen.
— Saa havde vi naturligvis hilst paa hinanden.
— Naa, ved De hvad, man kan godt kjende hinanden, fordi man ikke er paa Hat.
— Men De selv da Krag, spurgte jeg, hvad vilde De nede paa Bryggen.
— Jeg bare fik Lyst til at gaa herned og se paa Dampbaaden, sa han, se der lægger den igjen ifra, saa er den Fornøielsen forbi.
Selvfølgelig løi han, det forstod jeg jo straks. Asbjørn Krag gik stadig omkring og skjulte sine virkelige Hensigter for mig.
Han vilde nu ha mig med hen til Jernvognen og jeg besluttet at følge med ham.
— Skal vi gaa over Fjeldet? spurgte jeg.
— Nei, svarede han, nu kan vi ligesaagodt ta Landeveien. Solen steger for stærkt over Fjeldet idag.
Jeg kunde ha oplyst ham om, at Solen stegte ligesaa kraftig over Landeveien, men jeg lod det være. Selvfølgelig havde han ogsaa en Hensigt med ikke at gaa Stien over Fjeldet idag. Jeg vilde ikke spørge ham.
Vi gik hurtig, for skulde vi komme tidsnok til Middag, maatte vi gjøre Turen paa mindre end halvanden Time.
