et eller andet forstandigt Menneske at snakke med, selv naar jeg ikke arbeider.
Detektiven bad mig om at følge med ned til Dampskibsbryggen. Baaden var ventende.
Jeg forundret mig endel over dette, da jeg vidste, at Asbjørn Krag aldrig pleiet at interessere sig for Dampbaaden, hvis Ankomst Badegjæsterne ellers glædet sig voldsomt til. Men nu ventet formodentlig Detektiven et eller andet, kanske skulde en af hans Kolleger komme.
Den hvide Damper skar gjennem Vandet og gled langsomt ind til Bryggen, som var næsten folketom. Ekspeditøren og hans Folk gik omkring og strævet med Pakkasser og Tønder. Nogle nye Sommergjæster steg iland fra Dampbaaden, det var mest Fruer med Unger og Barnevogne, ogsaa nogle Mandfolk, en bebrillet Herre, som var lys i Huden af Læsning og Bystøv og saa to andre yngre Fyrer, der saa ud som Sportsmænd.
Disse to la jeg særlig Mærke til. Det saa ud som om de havde travlt, de hilste ikke paa nogen, havde ingen Bagage, men derimod to Cykler med sig. De forsvandt i en Støvsky henover Landeveien.
— Kjendt Folk? spurgte Krag.
— Slet ikke, svarede jeg, har aldrig seet dem før.
— Men det forekom mig, at De betragtet Herrerne med en vis Opmærksomhed.
— Det var ganske tilfældig.
