Underveis kom han ind paa min besynderlige
Opførsel igaar.
— Jeg indser nu det nødvendige i, sa han, at De kommer herfra. Jeg angrer paa, at jeg har engageret Dem saa stærkt i disse uhyggelige Affærer. Og jeg kunde se paa Dem igaar, at De var virkelig bange.
— For hvad?
— For Manden i Jernvognen. De flygtet jo fra mig. Kanske De ikke havde været saa bange, hvis De alligevel havde tat den med.
— Den? Hvad mener De?
— Revolveren, naturligvis.
Jeg stanset og saa paa ham. Jeg maatte i mit stille Sind beundre hans Frækhed. Nu syntes han at ha glemt baade Hundehylene og det hele. Det var jo netop ham, som med sit Snak om den dræbte Jagthund drev mig ind i Uhyggen. Og nu lod han fuldstændig som intet. Hans Ansigt var lige glat, hele hans Optræden var forekommende, næsten smilende elskværdig.
— Jeg haaber at kunne bevise Dem, sa jeg, at jeg i det afgjørende Øieblik ikke er bange.
— Det tror jeg ogsaa, jeg tror slet ikke De af Naturen er rædd, men alle disse uhyggelige Oplevelser har skaket Dem op og gjort Dem usikker. Forhaabentlig har De sovet godt inat.
— Fortræffeligt.
Vi gik tause ved Siden af hinanden en Stund.
