Jeg var nu paa Veien til min enslige Hytte;
— da jeg kom ned mod Sjøen, saa jeg paa mit
Ur, Klokken var allerede over tolv. Jeg stanset i
Nærheden af Bryggen, herfra kunde jeg se Hytten
yderst ude paa Odden, i Mørket lignet den en
hvid Ligsten. Og jeg fik pludselig Lyst til at
vente endnu en Stund med at gaa hjem. Jeg
var ikke egentlig angst for noget, men jeg havde
en Fornemmelse af, at der forestod mig endel
Bryderi med at tænde Lampen. — Jeg drev ned
paa Bryggen. Her fandtes ikke et Menneske.
overhovedet saa jeg ikke en levende Sjæl i
Nærheden, Folk var gaaet i Hus. Og alle Husene
saa døde og forladte ud, saadan virker Husene
bestandig om Natten, naar der ikke skinner
Lys i Vinduerne eller Mennesker bevæger sig
udenfor.
Sjøgræsset stod ret op i Vandet og rørte sig ikke, jeg kunde høre en svag Smuldren inde i Stranden og nu og da hulket Sjøen mod Bryggens morkne Pæler med en Lyd som om Porcellæn knak istykker, Smaabaadene laa fortøiet i slakke Tauger, de flød ind paa hinanden som Korker i en Pyt, længere ud laa en stor aaben Sjægte fyldt til Randen med Mørke. For Mørket var ikke mægtig nok til at dække over alt, det samlet sig i Revner og Sprækker, i Krokene, indunder Bryggerne og det fyldte Skogene; men det fik ikke Fang over Fjeldene, som kneiste med klare Pander og heller ikke over de glatte runde Skjær
