Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu, det lyste
indenfor, Gardinet var rullet ned, men jeg saa
ingen Skygger, formodentlig sad han rolig ved
sit Skrivebord og skrev paa Indberetningen om
den Dødes Udseende —.
Aftenen var skyet og disig og der var slet ingen Vind længer. Men Regnet og Blæsten den foregaaende Nat havde baaret Kulde med sig. Det er besynderlig med Høisommeren, Landet ligger tynget af Grøde, alt er modent og faldefærdig, Stænglerne kan ikke bære længer og det dufter varmt af Jordens Overflod, men saa kan der meningsløst komme et koldt Døgn, hvor Potetsgræsset fryser, et Vift fra Høsten, det er Oktober, som klimprer fjernt henne med kjølige Fingre, det varer i nogle Timer kun, for saa er Varmen der igjen i ludende Overmagt.
Og nu var det netop en saadan Kvæld med en Anelse af Høst i Luften, en Aande af Kulde over mine Fingerknoker. Mørket søgte at lægge sig til rette under den skyede Himmel, men det lykkedes ikke helt, de gule Kornmarker, de røde Huse og det graa Veistøv kunde endnu omend svagt hævde sine Farver.
Men Kvældens usommerlige Tristhed greb ind i min Stemning, en besynderlig Lede anfaldt mig og en stærk Længsel efter at komme langt bort — ind i Byer med trange Gader og mange Mennesker. Jeg tænkte ved mig selv: Denne Mordsags Uhygge fanger Dig, Du maa reise…
