yderst ude i Havgabet, hvor Sjøen skinnet i en blygraa Strime…
Jeg stod længe og stirret udover Bryggekanten og talte Maneterne, der gik som Blodspor i Sjøen. Jeg ventet paa at faa høre en menneskelig Stemme. Men det var ligesom alle Mennesker var døde, jeg hørte ikke Aareslag, ikke et Raab, ingen Støi. Saa forlod jeg Bryggen og slog ind paa Veien til Hytten. Jeg gik hurtig.
Veien laa som et smalt Baand mellem Sjøen og en brat Fjeldvæg, ingen kunde komme ubemærket forbi mig. Men jeg ventet heller ikke at træffe nogen, jeg boede alene i Hytten og hvem kunde vel falde paa at besøge mig saa sent? Saaledes som jeg gik fremover mod Hytten, havde jeg Døren ret mod mig, Vinduerne vendte ud mod Sjøen til den anden Side.
En besynderlig Tanke greb mig. Det var sikkerlig en Forudanelse af hvad der skulde ske. Jeg tænkte: Om der nu sad et Menneske og ventet inde i Hytten. Jeg havde en værkbruden Gyngestol i mit Værelse; jeg kunde ikke bli kvit den Tanke, at kanske sad et Menneske i den Stolen, jeg havde endog en Forestilling om hvorledes dette Menneske kunde se ud… en kridhvid Pande… Naar jeg traadte ind, vilde Mennesket ligge der ganske rolig i Gyngestolen med den hvide Pande skinnende i Mørket og ikke si noget... Jeg gik hurtigere og hurtigere, jeg jaget for at komme frem, forat ikke den
