— Det forekom mig, mumlet han, at jeg
hørte et Skrig… Men kanske tar jeg feil.
Vi havde hidtil havt den rullende Vogn lige imod os; men nu var det ligesom den forandret Retning, svinget bag Skogen; Jernlyden dæmpedes ogsaa med et.
— Du store Gud, raabte jeg, den kjører mod Sjøen.
— Er der ingen Vei paa den side af Skogen?
— Nei, ingen Vei, bare Knauser og Sandgroper.
Der var ingen Tvil længer. Vognen kjørte lige mod Sjøen; Lyden af de rullende Jernhjul dulmedes, eftersom den fjernet sig mere og mere.
— Den maa jo kjøre istykker, sa jeg, dette er dog fuldstændig vanvittig.
— Og dog er Lyden lige regelmæssig, svarede Asbjørn Krag og saa over mod Skogens takkede og mørke Silhouet, den bare høres fjernere og fjernere.
— Nu maa Vognen snart være ved Stranden, sa jeg, som kjendte Egnen. Krag nikket.
Og saa ophørte med en Gang Larmen.
— Vognen er kjørt fast, raabte jeg.
— Eller splintret, svarede Krag, kom lad os løbe derhen.
Uden at afvente, hvad jeg vilde foreta mig, lagde han paa Sprang. Jeg fulgte efter ham, men han løb saa hurtig og var kommet saa langt
