foran mig, at han var nærved at forsvinde for mig i Mørket.
Vi kom paa den anden Side af Skogen og fortsatte nedover Skraaningen. Nu var Mørket veget saavidt, at vi kunde skimte Havet nedenfor. Sjøens kjølige Aande løftedes op til os; det isnede gjennem mit Bryst. Krag stanset og saa udover den uhyre Skraaning. Hist og her stod Furuer, hvis Grene den evige Havblæst havde kjæmmet fladt indover Land. Skraaningen var opfyldt af Runestene, af Groper, af sammenblæste Sandbanker, hvis fattige, glisne Græsvækst ledet Tanken hen paa noget ubarberet. Der fandtes ingen Vei, her var næsten ufremkommeligt for Gaaende. Men en Vogn —! Hvordan kunde en Vogn ha kommet frem her? Den maatte jo straks blit splintret. Og dog havde vi hørt Lyden af dens rullende Hjul, regelmæssig og taktfast, fjernere, fjernere til den stanset. Hvor var den blit af? Vi stirret udover Skraaningen, vore Øine jaget Vidden rundt. Men vi saa bare Græstufser og Stene og Sandbanker og ingen Vogn.
Asbjørn Krag gik et langt Stykke henover Skraaningen og saa hele Tiden ned mod Jorden.
Da han vendte tilbage til mig, sa han:
— Ingen Hjulspor.
— Ingen Hjulspor, gjentog jeg uforstaaende, saa er Vognen kanske ikke kjørt denne Vei alligevel.
— Den kan da umulig ha kjørt gjennem
