mumlet Asbjørn Krag, at den kjører rundt i en uhyre Cirkel langt ude paa Sletten.
Han forsøgte at gjennembore Mørket med sit Blik, men det var ham ikke mulig; han bandte ærgerligt, fordi der ikke var mere Lys.
Jeg spurgte om vi ikke skulde løbe henover Sletten for muligens at faa et Glimt af den mystiske Vogn.
— Men hvilken Retning skal vi ta? spurgte Krag, det er jo umuligt at afgjøre, hvorfra Lyden kommer. Den gaar i store Buer, snart er den i Nord og snart er den i Vest. Hør, nu lader det til, at den kommer nærmere.
Og det lod virkelig til det, for Lyden af det klingende Jern blev skarpere og tiltog i Styrke.
Lidt efter sa Krag:
— Nu kan den ikke være langt borte.
Jeg hører bare Hjulenes Raslen, hvisket jeg, og slet ikke Hestehovene. Det maa være en underlig Vogn.
Men vi kunde fremdeles ikke se den. Vognen arbeidet inde i Mørket. Vi rykket uvilkaarlig ind mod Træstammerne, for vi havde en Følelse af, at den om nogle Minutter vilde dukke frem fra Mørket og glødende fare forbi os.
Asbjørn Krag greb mig pludselig i Armen.
— Hørte De det? hvisket han. Hans Ansigt var forfærdelig spændt.
— Jeg hører ikke noget andet end Jernvognen. 7 — Riverton: Jernvognen.
