— Undskyld, sa han, jeg er frygtelig nervøs. Jeg har
rendt omkring i bil i hele eftermiddag. Han grep efter en
flaske og et glas.
—Er det konjak dette her? spurte han. Men uten at avvente svar, skjænket han glasset bredfuldt og skyllet det ned.
Han rømmet sig.
— Det hjalp, sa han; nu er jeg mere rolig.
Han vendte sig nu med større venlighet mot de andre.
— Jeg er saa ængstelig for Jos, sier han saa. Siden jeg talte med ham klokken 3 har han ikke git sig til kjende. Jeg kunde ikke tænke andet end at han var tat herut, og jeg syntes virkelig det var forbausende og ærgerlig at han skulde sitte herute og tegne plakater og la vigtige forretninger seile sin egen sjø.
Hr. von Brakel følte sig igjen stukket og bemerket:
— Er ikke den herre kontorchef i Jos' forretning? Det forekommer mig at han taler temmelig nonchalant om sin chef.
Direktør Reisman gjorde en avvergende haandbevægelse mot maleren.
— Rolig! bad han. Du kjender ikke forholdene, Karl-Erik. Hr. Billington er snarere Jos' kompagnon end hans undergivne. Saavidt jeg vet er der store forretninger under utvikling i øieblikket. Det taler til undskyldning for hr. Billingtons nervøsitet.
Reisman forestilte nu Asbjørn Krag og sa:
— Merkelig nok har hr. Krag fremkommet med den samme oplysning om et brev fra os, som skulde være sendt Jos ved 3-tiden. Jeg maa da gjenta hvad jeg allerede har sagt til hr. Krag: Et slikt brev har vi slet ikke sendt. Hvis da ikke en av Dere —?
Han vendte sig spørgende mot von Brakel og Ødegaard, som begge rystet energisk avvisende paa hodet.
— De forstaar saaledes, kjære Billington, fortsatte Reisman, at dette brev er en fuldkommen gaade for os. Jos har kanske benyttet det som paaskud til at reise et andet sted hen. Hvorom alting er saa kan vi nu meddele Dem at «Aktieselskapet 7. december» iaften har tilendebragt sine forberedelser nøiagtig efter programmet. Allerede imorgen tidlig indeholder avisene de første meddelelser. Jeg staar
