— Til! hvem?
—Til skibsreder Christensen.
Dr. Ovesen reiste sig og fo’r ind paa garderobieren.
— Et brev! ropte han. La mig se det.
Poulsen viste det frem. Det var et brev i en tyk graa bankokonvolut. Dr. Ovesen blev synlig lettet, da han fik se farven paa konvolutten.
— Aa, gudskelov, mumlet han, idet han gik tilbake til sin plads, jeg trodde det var et nyt spøkeri.
— De glemmer, sa Krag, at Jos allerede har faat hvad han skal ha.
Detektiven rakte haanden ut efter brevet.
— Gi hit, sa han, vi venter skibsrederen her om et øieblik.
Poulsen gav ham nølende brevet.
— Men det skulde ogsaa være svar, sa han.
— Svar? Hvem skal ha svar?
— Det vet jeg ikke. Han venter utenfor i en bil.
— Godt, si ham saa at svaret kommer snart.
— Javel, men hvis skibsrederen ventes, saa var det vel bedst at jeg selv leverte ham brevet.
— Skibsrederen er i hotellet, svarte Krag; han er til konferanse paa et av rummene. Han kommer denne vei ned.
— Naa, saaledes. Ja, saa skal jeg gi besked til manden i bilen.
Poulsen gik.
Krag blev sittende og tumle brevet mellem fingrene. Det hadde følgende adresse:
- Hr. skibsreder Johs. P. Christensen,
- Hotell Continental, kabinet nr. 4.
- Hr. skibsreder Johs. P. Christensen,
Hurtig svar.
— Det forekommer mig, sa dr. Ovesen, at De utkastet
en dristig paastand om at Jos skulde opholde sig her i
hotellet?
— Kjære, det var en absolut løgn, svarte Krag,
— Men hvortil denne løgn? spurte dr. Ovesen saa spidst som kun en borgerlig akademiker fra Kristianias vestkant kan forme et slikt spørsmaal.
Krag svarte: