blaat brev og om chefens uventede bortgang, tok han mig hurtig ind i privatkontoret. Mine herrer, hr. Billington fremviste alle tegn paa en utpræget nervøsitet. Det var ham meget om at gjøre at bortforklare Jos’ forsvinden — som en helt naturlig hændelse. Han antydet noget om en vigtig konferanse ute i byen. Da jeg vilde fortælle ham om det merkelige sammentræf med det blaa brev, avbrøt han mig, som om han allerede kjendte historien. Herunder tok han sit ur frem og mumlet det ene ord: Allerede. Jeg fik i det hele tat det bestemte indtryk, at Billington kjender mer til saken end han vilde være ved.
— Han var ikke til stede da chefen gik? spurte Krag.
— Nei, svarte Davidsen, han kom først da jeg holdt paa med kontorpersonalet.
— Saa er der jo intet i veien for at han i mellemtiden kan ha hat en samtale med den forsvundne.
— Det er der ikke, sa advokat Davidsen, tvertimot, det er ganske sandsynlig, for Billington anmodet mig paa det bestemteste om ikke at sætte chefens forsvinden i forbindelse med de øvrige sensationelle foreteelser. Han sa ut trykkelig og med vegt: Enhver offentlig indblanding av chefens navn i disse affærer vil ha et tilsvarende dementi tilfølge.
— Jeg foreslaar, sa dr. Ovesen, at vi tilkalder Billington. Han maa vite noget.
I det samme banket det kraftig paa kabinettets dør. Det gav et sæt i doktoren.
— Jeg ser De farer sammen, sa Krag smilende, kanske
er det brevet til Dem som nu kommer.
XI.
DET SIDSTE BREV.
Garderobieren Poulsen i sit uutryddelige alvor og stive livré stod i døren. Han ilot blikket speidende fare omkring i værelset, hvor den lysblaa, duftende cigarrøk i vinddraget fra den aapne dør i luftige spiraler bevæget sig over den tilendebragte diner.
— Det var det jeg visste, sa Poulsen, at han ikke var kommet. Jeg har et brev til ham.