— Fordi jeg vilde at manden i bilen skulde vente.
— Saa risikerer han sgu at vente længe, buldret advokat Davidsen. Jeg tror ikke at Jos kommer. Før kunde man vente at Ødegaard skulde komme ind ad døren. Eller Karl-Erik von Brakel.
Krag fortsatte med at klemme paa brevet med samme følsomhet som en bankmand, der undersøker en mistænksom pengeseddel.
— Et underlig brev dette her, sa han — i sandhet et underlig brev. Det er ganske koldt ute, ikke sandt?
— Koldt? Hvad mener De?
— Jeg mener at vi maa være menneskekjærlige. Vi kan ikke tillate at manden i bilen venter længer derute i den strenge kulde.
Dermed tok Krag ganske rolig sin pennekniv frem av lommen og skar konvolutten op.
Dr. Ovesen hev paa sig.
— Brevbrud! utbrøt han. Det kan jeg ikke være med til. Det er strafbart.
Krag kiket ind i den aapnede konvollut og smilte.
— Jeg visste det nok, mumlet han; jeg kunde kjende det utenpaa, det er en underlig konvolut dette her, mine herrer, der ligger et brev indeni.
Han fremtok nu konvoluttens indhold, og et nyt brev kom til syne. Det var et lysblaat brev av nøiagtig samme slags som det der hadde skræmt de tre venner Reisman, Ødegaard og von Brakel til at forsvinde.
— Det er besynderlig, hvordan dette mer og mer kommer til at ligne taskenspillerkunster, sa han. Brevene begynder at anta karakteren av paaskeegg — det ene indeni det andet. Avsenderen læser bladene, mine herrer, han er meget fornuftig allerede. Han kjender den opsigt saken har vakt. Sender han ind i kafeen et lysblaat brev, kunde han risikere straks at bli arrestert; derfor indhyller han det i denne graa og almindelige bankokonvolut. Saa ligner det intet andet end den slags smaa sendelser folk faar som sitter i hotellenes separatkabinetter med en liten poker og mangler kontanter. La mig nu se paa utenpaaskriften. Ganske rigtig, det er den samme haandskrift som paa de andre breve.
Krag kastet det lysblaa brev henover bordet.
— Vi har været heldige, sa han. Saavidt jeg kan forstaa
