dr. Ovesens ansigt avspeilte den pinlige kamp han stred i sit indre: Skulde han tro eller skulde han ikke tro? Al menneskelig fornuft tilsa ham at tvile, hvorimot de faktiske hændelser tvang ham til at finde sig i den fantastiske virkelighet.
Efter en stunds betænkning spurte Asbjørn Krag:
— Tapte ogsaa han konvolutten?
— Hvad mener De?
— De herrer, som faar disse breve, svarte Krag, pleier at lægge efter sig konvoluttene paa gulvet, hvad enten det sker i forskrækkelse eller av andre grunde. Jeg hadde bare lyst til at se den konvolutten, som Jos fik.
— Nei, svarte Davidsen, han krammet baade brevet og konvolutten sammen og puttet det i lommen før han gik.
— Fulgte De efter ham?
— Nei.
— Det var velbetænkt, mumlet dr. Ovesen og lo bittert.
Davidsen undskyldte sig med at det hele kom saa uventet. Han hadde ventet kanske et minut eller to. Og derefter ilte han ut i kontorene for at spørge efter chefen. Man sa ham at chefen var gaat. En av fuldmægtigene fortalte yderligere at chefen hadde været temmelig ophidset da han gik. Mens han tok paa sig sin frak og sine kalosjer ute i forværelset, hadde man hørt ham smaabande forbitret over sig selv. Fuldmægtigen hadde spurt ham om han snart kom igjen, men chefen hadde kort og sint svaret ham: Pas Deres eget arbeidet.
— Men De fik vel bragt paa det rene, spurte Krag, hvorledes brevet kom til kontoret?
— Javist, og her indtræffer det besynderlige. Til at begynde med sa man mig at samtlige de breve, som var blit indbragt til chefen, var kommet gjennem posten.
— Til at begynde med — hvad mener De med det?
— Jo, jeg syntes nemlig bestemt jeg erindret at det blaa brev ikke hadde noget frimerke. Jeg hadde et billede av brevet i min synserindring, netop fordi vi talte om det, mens chefen stod med det i handen, og i dette synsbillede fandtes der ikke noget frimerke paa brevet. Jeg antydet derfor at et av de indleverte breve kanske allikevel kunde være kommet utenom posten. Læg merke til at man paa kontoret optok mine forespørsler som en art generende nysgjerrighet.
