Nogen forbindelse mellem chefens bortgang og de sensationellle blaa breve var endnu ikke faldt nogen i tankerne. Det gir et tydelig vink om hvor utrolig det hele er. Ogsaa jeg har ret til at bli overrumplet av slike hændelser, mine herrer. Nuvel, da jeg fik vite at brevene var blit hentet i postboksen paa hovedstationen, bad jeg om at faa tale med den av personalet som hadde hentet brevene. Det var en av de smaa volontører. Han kom med en yderst interessant oplysning. Han hadde faat det blaa brev av en mand som ventet utenfor paa gaten. Er du bud hos John P. Christensen? hadde manden spurt. Jo. Ta med dette. Og saa hadde han git ham brevet. Gutten hadde selvfølgelig ikke lagt merke til hvad det var for slags brev, men puttet det ind blandt de andre. Og hele bunken var ubeset av kontordamen blit baaret ind til chefen.
Nu spurte jeg selvfølgelig gutten ut om hvorledes denne fremmede mand saa ut. Han kunde være saadan 25—30 aar, ikke særlig velklædd. Kanske var han chauffør? spurte jeg gutten. Jo, det kunde han godt tænke sig. Men gutten hadde ikke lagt merke til om der stod nogen ventende bil utenfor.
— Alt dette beviser, bemerket Krag, at manden, som bringer de blaa breve, begynder at bli ængstelig. Saken har allerede vakt for stor opmerksomhet. Han tør ikke selv gaa op med brevene længer. Men det ser jo ut til at de har den samme betydning. Jos er ogsaa borte.
Dr. Ovesen reiste sig harmdirrende.
— Det er dog ganske forbausende, uttalte han, at man ikke kan erholde nogensomhelst oplysning om hvad der staar i de breve. Det forefalder mig ganske utrolig at den koldblodige og likevegtige Jos i den grad skulde tape hodet at han ikke engang kunde meddele noget til Davidsen om brevet.
— De hører jo, indvendte Krag, hvad Davidsen fortæller. Var det ikke saa at Jos et øieblik syntes besluttet paa at meddele noget om brevet, men saa grep sig i det og puttet brevet i lommen, idet han tumlet ut av døren?
Davidsen nikket ivrig.
— Jo, saa var det, sa han.
Krag fortsatte:
— Da tror jeg ikke vi faar vite noget om brevenes indhold — forinden vi selv faar et.
