med Asbjørn Krag om de sikkerhetsforanstaltninger som for alle eventualiteters skyld burde tages.
Mens Jos og advokat Davidsen talte om dette var det at han fik brevet.
Kontorets yngste dame kom ind med det samme med nogen telegrammer, og i det kunstige lys hadde hun ikke heftet sig ved dets farve, for hun avleverte det uten at lægge den mindste forbauselse for dagen.
Skibsrederen læste først telegrammerne og gav gjennem hustelefonen nogen ordres vedrørende disse. Saa tok han sin papirkniv for at aapne brevet.
Da sa advokat Davidsen saadan let henkastet. (Han kunde jo ikke ane at han gik like løs paa sandheten):
— Naa, se der har du jo ogsaa faat et lysblaat brev. Kanske det er et saadant vore venner har faat.
Jos smilte bare og svarte:
— Det blir sikkert moderne nu at sende lysblaa breve til folk.
Men i samme øieblik hadde han aapnet brevet, og da — saaledes forklarer Davidsen saken — da fortrak hans ansigt sig i den dypeste forbauselse som vel kan avspeile sig i et menneskeansigt.
Efter at ha stirret paa brevet med vidtaapne øine næsten et minut, knyttet han næven og lot den falde ned paa skrive bordet med slik kraft at blækhuset hoppet. Og saa brølte han en ed og ropte:
— Jeg har ikke i mine levende dage oplevet noget lignende!
Derefter la han haanden paa telefonen som om han
vil de tilkalde nogen, men betænkte sig og gik med brevet i
haanden hurtig ut av sit kontor.
X.
KONTORCHEFEN
Da advokat Davidsen var kommet saa langt i beretningen om sit besøk hos Jos, gjorde han en ufrivillig pause. Han trængte til endnu en opstiver. Han blandet en ny whisky. Hændelsen hadde grepet hans nerver sterkt; han følte sin fuldkomne magtesløshet likeoverfor hemmeligheten. Ogsaa
