og han kommer sikkert ikke tilbake. Han er borte. Han er forsvundet akkurat som de andre to.
Dr. Ovesen reiste sig rød og forbitret. Han holdt sit ur frem for detektiven.
— Min herre! ropte han med dirrende stemme. Min herre, vet De hvad klokken er? Klokken er snart 6. Daarlig spøk er ikke paa sin plads saa tidlig om morgenen. Desuten er jeg læge, saa jeg taaler ikke spøk.
Krag kastet et bedende blik paa kaptein Færden like som for at paakalde hjælp, og kaptein Færden skred til for at berolige sin oprørte ven.
— Jeg synes den herre skal faa lov til at forklare sig, sa kapteinen; her er jo hændt saa mange usedvanlige ting at et træk mer eller mindre umulig kan forbause os.
Doktoren lot sig tilsynelatende berolige; men han indtok dog fremdeles en holdning som røbet at han næsten ikke længer kunde lægge baand paa sin utaalmodighet over dette ganske unødvendige tidsspilde.
— Da hr. Ødegaard forlot os, forklarte doktoren, vilde han for det første gaa til sin avis for at sætte en notis ind om de to forsvundne. Derefter vilde han henvende sig til en ven, som han mente vilde være os til stor hjælp i denne mystiske affære. Er det altfor dristig av mig at tro at det er Dem som er denne hjælpsomme ven?
— Det kan umulig være nogen anden, svarte Krag alvorlig.
— Haha, undskyld at jeg smiler høit. Digteren Ødegaard søker Dem for at De skal hjælpe os til at finde vore to forsvundne venner. Og det første De gjør er at la digteren Ødegaard ogsaa forsvinde. Jeg har hørt Dem endog meget fordelagtig omtalt, min herre; men De maa virkelig undskylde mig at dette gjør mig noget mistænksom. Desuten har De nævnt noget om blaa breve. Det later til at De kjender saken. Hvordan har De hat anledning til at bli kjendt med hemmeligheten angaaende de blaa breve? Jeg indrømmer at jeg ikke er helt sikker paa Ødegaards alvor. Digtere har jo i visse øieblikke et uberegnelig temperament; men hvis dere to har lavet dette som en ren spøk, vill jeg bare gjenta . . .
Asbjørn Krag hadde under doktorens fornærmende tale