— Hvem? hvem? spurte de to herrer i munden paa
hinanden.
— Digteren Ødegaard forsvandt for tyve
minutter siden, svarte Krag, og han forsvandt efter at ha mottat
et brev i en blaa konvolut. Det var i min egen bolig. Og
paa min ære, mine herrer, jeg vet ikke hvor han befinder
sig nu.
VI.
DIGTEREN EJVIND ØDEGAARD.
Asbjørn Krag forekom litt teatralsk, da han efter denne bemerkning slog ut med hænderne, som om han beklaget en indtruffet kalamitet. Dr. Ovesen stirret som fortroldet paa detektiven. Kaptein Færden holdt sig hele tiden i bakgrunden, avventende, nysgjerrig; men det kunde sees paa hans spendte mine, at han befandt sig i haardt veir. Dr. Ovesen la begge armene overkors og smilende likesom om han nød en herlig spøk, sa han til Krag:
— De taler formodentlig om den digteren Ødegaard, som for en time siden befandt sig her. Her i dette værelse. Her.
Han pekte med en lang pekefinger demonstrativt utover gulvet.
— Ganske rigtig, svarte Krag; jeg taler om digteren Ejvind Ødegaard. Saavidt jeg vet findes der ikke flere med det navn.
— Ha-ha-ha!
Dr. Ovesen lo høit og forstyrret, Saa blev han pludselig stum og satte sig ned i lænestolen. Derefter la han paany haandflatene mot hinanden, saaledes som han pleide under vigtige konsultationer, og sa avvisende og koldt:
— Tja, han maa jo komme snart.
Asbjørn Krag tok plads likeoverfor dr. Ovesen, lente sig over mot ham og spurte:
— Hvem mener De?
— Jeg taler om vor ven digteren Ødegaard. Vi venter paa ham.
— Og jeg taler om den samme, svarte Asbjørn Krag
