det var gaat. Men nordmanden hjalp ham litt til rette og puttet hver gang lommeboken tilbake i hans lomme igjen. De nordmænd er jo i grunden flinke, men de mangler jo takt, ikke sandt?
— Sikken en fin dame du er blit, sa Estella, som til fældigvis var i nærheten og hadde opfanget Valborgs sidste ord.
— Aa, hold bøtte, svarte Valborg og gav veninden et lydelig klask i bakdelen.
— Hvem var den hjælpsomme nordmand? spurte Hansted-Jensen.
Valborg saa stjaalent til siden.
— Jeg tror nok, det var ham der henne, svarte Valborg, det midterste av de tre — jo jak tror nok det var den dærre stilige norrmanden.
Valborg søkte altid at uttrykke sig paa høisvensk, naar hun talte med eller om repræsentanter fra andre skandinaviske nationer.
— Han er ikke svensk, sa politimanden — han er finne.
— Ih, saa er han kanske fra Stockholm.
Hansted-Jensen saa derhen. Han opdaget da, at den omtalte i nogen tid maatte ha iagttat ham, for deres blikke møttes. Det var Suronen. Han sat mellem to andre herrer ved bardisken. De drak champagne sammen med pikerne, som drev omkring inden for disken og ordnet flaskerne for kvelden.
Suronen trak ikke øinene til sig, men smilte likesom gjenkjendende, da Hansted saa paa ham. Litt efter gav finnen ham et tegn, hvorefter han sammen med politimanden slog sig ned i et par lænestoler midt blandt de ødslige rækker av tomme borde.
Det var første gang detektiven saa den forfulgte paa nært hold. Skjønt han var sammen med et selskap, som efter alt at dømme hadde været oppe hele natten, og skjønt han selv efter deres snak at dømme hadde været i samme selskap, var der dog ikke mindste tegn til slaphet at merke hos ham. Tvertimot, hans øine spilte som en nyvaaken guts — selv naar han sat stille var der noget samtidig flygtig og energisk over ham, som om han hele tiden var paa sprang. Som alle der traf Suronen for første gang fangedes ogsaa Hansted-Jensen av denne sunde og kraftige menneske
