virkelig feststemning paa et saadant sted. Og tiltrods for at lyset var dæmpet, skinte det allikevel alt for hjælpeløst sterkt paa damernes hud, som endnu ikke hadde faat den nødvendige retusj av vinglød og cigarrøk. Humøret var ogsaa morgenfriskt irritabelt, bak baren hørtes høirøstede skjenderier over bortkomne pudderdaaser, og en av de skjønne hylte høit og skingrende i telefonen over at hendes friserdame endnu ikke var kommet.
Faa væsener kan som en erfaren bardame uttrykke en virkelig dydig forbauselse over livslystens utskeielser. Naar hun læner sig over bardisken og lægger sin mening for dagen, sker det under utfoldelse av en uforlignelig fortrolig viden og en næsten etatsraadindeværdig avstandstagen. Hendes uttalelser er da altid spækket med en vrimmel av parenteser som: «Det skulde man dog ikke tro om den pene herre», «man maa dog passe en smule paa» — og deslike. Og hun taler saadan med virkelig overbevisning. En egte og letsindig kvinde spiller altid gjerne rollen med strikkepinder og himmelblikke. Og hun tror bestandig paa den selv.
Saaledes fik da Hansted-Jensen vite adskillig om kalaboliker-affæren iforveien. Men Valborg (eller hvad hun het) kunde nu slet ikke forstaa, hvorledes en saa fin ældre herre kunde optræde i den grad ubalansert. For at det var en virkelig fin herre, det hadde han bevist ved den uendelige række av champagneflasker, han hadde stillet paa benene. Men du fader bevares, hvor hadde han ikke optraadt taktløst ved at helde champagne ut over disken! At Valborg selv hadde været ham behjælpelig med at fylde en høi hat med champagne, det synes hun i øieblikket ganske at ha glemt.
Og saa var der noget bestemt, som særlig synes at ha støtt Valborg. Jos hadde utstillet sin tykke lommebok vel meget. Gang paa gang hadde han tat lommeboken frem og vist, hvorledes den formelig var spækket med tusenkronesedler. Og saadan gjør da virkelig ikke en fin herre. Valborg fugtet sine læber med portvinen og følte efter med tungespidsen for at puddergrænsen over hendes læber ikke skulde bli takket.
— Hadde han ikke hat en elskværdig nordmand til at passe paa sig, fortsatte Valborg, saa vet jeg ikke hvordan
