eller helt bevisstløs mand befinder sig alene om natten i dette usikre strøk og med en formue i kontanter i lommen.
— Kan jeg træffe det menneske, som har git Dem disse oplysninger? spurte Hansted-Jensen,
— Det er ikke nødvendig, svarte advokaten; De kan jo selv gaa dit, hvor De kan faa nærmere enkeltheter at vite. Men vær endelig opmerksom paa, at jeg har henvendt mig til Dem ene og alene for at gi Dem anledning til at hjælpe et menneske, som sikkert er ulykkelig stillet.
Advokaten reiste sig og rakte haanden frem til farvel.
Politimanden tænkte:
— Det er ham som har talt med Constance.
XXXV.
DEN HJÆLPSOMME NORDMAND.
Noget senere samme eftermiddag sat Hansted-Jensen ved baren i «Trocadero» og nød i stilnet en cocktail. Han hadde sat sig op paa en av taburettene helt inde ved væggen og førte en lavmælt samtale med en av damerne. Der var ganske faa gjester i etablissementet, der blev spart paa lyset, og lokalet henlaa i halvmørke. De indre gemakker, som kunde skimtes gjennem en grøn portiere, var bare mørke og tomme slukter, hvorfra ingen lyd hørtes. Hele etablissementet med de mange tomme stoler og de symetrisk ordnede høibente taburetter, frembød et trist billede paa den absolute meningsløshet. Det hele saa ut som en halvmørk og menneskefattig ryttergang i et cirkus nogen timer før forestillingen. Alt herinde var indstillet paa en sen og hurtig aftentimes halløi, hvorunder musik-spektakel, vinlystighet, øredøvende snak og en flimrende tobakluft kunde camouflere taapeligheten, men nu virket den hele opstilling ubarmhjertig meningsløs. De to-tre mennesker, som sat her, var endnu under behagelig indflydelse av en slørende bakrus, som tilgav alt og endog oversaa damernes morgentrætte gjesp. Klokken var fem paa eftermiddagen; men endnu var det jo længe til virksomheten begyndte, endnu hadde lokalet denne morgensure duft av glasvask og utlufting, somt stiller sig absolut fiendsk med enhver
