har hat sine sanser i behold. Det er ikke en sedvanlig solderisthistorie vi nu taler om, jeg er fuldt og fast overbevist om, at det er historien om et ulykkelig menneske som i et anfald av pludselig vildelse har forlatt sine store og ansvarsfulde forretninger, og som nu irrer hjælpeløs rundt og som tiltrænger hjælp. Hvis der ikke —
— Hvis? spurte politimanden.
— Hvis der da ikke allerede er skedd en ganske uoprettelig ulykke.
Advokaten saa alvorlig hen paa politimanden.
— Hr. Christensen hadde mange penger paa sig, sa han, usedvanlig mange penger.
— Hvad regner man i denne tid for usedvanlig mange penger? spurte Hansted-Jensen,
— Ti tusen er mange penger, svarte advokaten; men hvad der er over femti tusen er usedvanlig mange penger.
— Indrømmet. Men hvordan vet De, spurte politimanden, at hr. Christensen hadde usedvanlig mange penger paa sig? Gjennem banken?
— Det vil jeg ikke svare paa, men jeg vet det. Han forlot Constance klokken 3. Jeg har min viden fra samme tilfældiger men paalitelige kilde.
— Klokken 3, mumlet politimanden forundret — det visste jeg ikke.
Advokaten smilte.
— Politiet kan vel heller ikke være alvitende, sa han. Constance bebor en villa i Frederiksberg. Efter hvad jeg har hørt skal hun ha en elegant leilighet med temmelig dyrebart utstyr, endog kunstsaker av høi værdi findes hos hende. Desuten har hun en utstrakt bekjendtskapskreds, og i hendes salong er der ofte muntre selskaper.
— Meget mulig, sa politimanden — vi kan jo umulig blande os op i den private selskabelighet.
— Netop i nat skal «Røde Constance» ha hat et slikt
muntert selskap. Hr. Christensen var ikke alene derute.
Der var flere damer og flere herrer. Der blev danset. Men som sagt klokken 3 forlot hr. Christensen selskapet.
— Har nogen set ham gaa? spurte politimanden.
— Nei, men han blev borte ved den tid, og da man
skulde se efter hans tøi var det ogsaa borte. Jeg ber Dem lægge merke til, min herre, hvad det vil si, at en halvt
