skikkelse. Han virket desuten sympatisk, hans smil var indtagende.
Han sa sit navn, og detektiven sa sit (Jensen, hvilket er et fortræffelig navn for en detektiv), og saa fortsatte Suronen.
— Jeg bryr mig ikke om at vite hvem De er, men det glæder mig at hilse paa Dem allikevel. Jeg har i Nimb set Dem sammen med min ven Krag, og jeg kan tænke mig, at De er en dansk kollega av ham. Jeg hørte Dem tale med Valborg om skibsreder Christensen. Er han kommet til rette?
— De vet altsaa at han er forsvundet, sa Hansted-Jensen, hvorfra vet De det?
— Gjennem hans sekretær, den lille Aino, som er en landsmandinde av mig. Desuten er jeg en god ven av Christensen. Desuten forstod jeg paa ham igaar aftes, at det vilde gaa galt. Jeg har aldrig tidligere set ham i et slikt humør. Han var fuldkommen hysterisk. Hvis jeg ikke visste bedre skulde jeg tro han var blit rammet av en stor sorg. Pleier ikke mennesker nu og da at optræde slik, naar de er meget ulykkelige?
Han saa iagttagende paa politimanden med sine fuldkommen rolige og kolde øine. Og saa smilte han. Detektiven blev var dette smil, det var likesom han opfanget det i sine nerver, og han fik en uvilkaarlig fornemmelse av ubehag.
— De er maaske den «nordmanden», som hjalp ham litt igaar aftes?
— Jeg hørte Valborg si det. Jeg kan forresten vanskelig tænke mig at hun kan huske fra næse til mund, for hun hadde taget en temmelig tæt florhætte paa. Jo, jeg forsøkte virkelig at stoppe ham litt, men det var ganske umulig. Han var uforskammet mot mig, han bad meg reise og ryke til Bloksbjerg, og han var intet pattebarn, sa han. Nuvel, tænkte jeg da, hvis du vil tape dine tusenlapper, saa er vel ingen større skade skedd, Jos er jo god for millioner. Saa hvis han søler bort en fem seks tusen paa en kveld, saa kan han let tjene det igjen den næste morgen inden klokken 2. Jeg lot ham derfor seile sin egen sjø.
— En fem—seks tusen, mumlet Hansted, det rækker vist ikke.
