av den livlige omsætning har kjøpt aktier, vil jeg tilraade Dem forsiktighet.
— Jeg spekulerer aldrig, svarte politimanden, og jeg forutsætter, at jeg ikke er blit kaldt her ned for at faa dette vink, som jeg under andre omstændigheter vilde ha været taknemmelig for.
— Slet ikke, svarte høiesteretssakføreren hurtig; men vi har kaldt Dem her ned, fordi vi — eller rettere sagt jeg — begynder at nære frygt for, at der kan være tilstøtt vor norske forretningsforbindelse en ulykke. Det er en meget kjendt skibsreder fra Kristiania ved navn Johs. P. Christensen.
Her var det at Hansted-Jensen rykket til og høieste retssakføreren spurte:
— Kjender De ham maaske?
— Det forekommer mig, svarte politimanden, at jeg har støtt paa hans navn, muligens jeg har set ham paa listen over de fremmede, og at det er derfra jeg har det.
— Det er sandsynlig, svarte hr. Annebye, ti saavidt jeg vet, har ikke hans navn været offentlig fremme. Det har nemlig været os meget om at gjøre at hemmeligholde underhandlingene, hvorfor de indtil nu har været ført alene mellem denne herre og mig, hr. Christensen, for det norske konsortium, og jeg for det danske orientselskap.
— Hvorledes . . . spurte politimanden forsigtig, hvorledes er denne hr. Christensen?
Advokaten slog advarende ut med begge hænder,
— Gudbevares, utbrød han — tænk endelig ikke at der foreligger noget somt helst i hr. Christensens optræden med os, som kunde rimeliggjøre, at vi henvendte os til politiet.. Tvertimot, hr. Christensen har hele tiden optraadt i alle dele fair. Hans anseelse i Norge er grundfæstet, og han har præstert de fineste referanser — ogsaa de allerbedste bankforbindelser. Hans maate at underhandle paa har endog været usedvanlig rask og grei — han har præstert en næsten amerikansk hurtighet.
— Skal det betyde at han har været villig til uten indvendinger at gaa med paa Orientselskapets betingelser?
Høiesteretssakføreren blev med ett mere tilknappet.
— Naa, naa, sa han, set fra hr. Christensens tandpunkt har vore betingelser sikkert været meget favorable.
