— Syng, sa Krag — eller rettere han sa paa sit
gebrokne: Sing, sing!
— Hvadbehager? spurte Suronen.
— Sing, min herre, fortsatte Krag ufortrødent, jeg har i min besiddelse det bestemte indtryk at De vil synge. Saaledes staar alle de store kunstnere, naar de skal singe sine sange. Men ach, de er aldrig fornøielige. Jeg synes ikke de er fornøielige, hverken de store kunstnere eller deres sange. Og hvorfor smider altid de store kunstnere her i verden? Jeg har den idé i min fantasi at jeg vil engagere alle nordens store kunstnere til at synge sange for Stomatol og Odol, ti saaledes smiler de store kunstnere.
—Er De gal? spurte Suronen forbløffet. Hvordan pokker er han kommet herind?
— Han stod der henne ved telefonen, forklarte Aino.
Suronen gjorde et pludselig slag hen mot skrivebordet, rettet ut med sin haand det halvskrevne brevark som hang bøiet over skrivemaskinrullen, og læste det skrevne.
— Naa, det var jo ingenting, mumlet han halvhøit.
Han gik tilbake igjen til Krag.
— Hvad vil De? spurte han.
— Jeg vil tale med den Christensen. Jeg har en glimrende idé.
— Men De hører jo at hr. Christensen ikke er til at faa i tale. Han mottar ingen. De maa gaa nu. Her springer saa mange folk ind med dumme projekter og forslag. Hr. Christensen har ganske andre ting at tænke paa.
— «Dumme idé», hermet Krag med voldsom forbitrelse, De kan slet ikke bedømme min «dumme idé». Det er en ganske glimrende idé, min herre; vi kan tjene mange penger hr. Christensen og jeg, milliaaner! Har jeg gjort min forstaaelse?
Suronen stod og støttet sig paa sin stok og betragtet den anden granskende. Han gjorde et hovedkast hen mot telefonen.
— Hvad hadde De derhenne at bestille? spurte han.
Krag søkte at lægge en moralsk bevæget forargelse i sin stemme.
— Tror De jeg har været nysgjerrig? spurte han. Nei, min herre, disse mennesker fra norden lægger altid falske betydninger paa hæderlige mennesker. Jeg har været i
