dette rum før engang, for nogen maaneder siden. En god ven av mig sat netop i den stol derhenne og var død med en revolverkule i hjertet. Det var en ven fra Argentina, en meget god ven, og jeg vilde da se den stol igjen. Det var det hele. Jeg kan fortælle Dem at dette værelse er meget tragisk. Her hænder altid noget uhyggelig i dette værelse.
Suronen spurte:
— Vil De nu gaa. Eller skal jeg kalde paa hovmesteren for at faa Dem kastet ut?
Krag slog sig teatralsk for sit bryst og ropte:
— Jeg ønsker ikke at være fornærmet av Dem. De kan ikke fornærme mig, som staar med hatten paa i en dames værelse. Jeg kan møte Dem et andet sted, saa skal jeg pynte Deres hvite skjortebryst.
Suronen gik imot ham, men Krag strakte haanden frem.
— Rør ikke ved mit skjeg, ropte Krag, ti det er en dødsfornærmelse.
I det samme ilte Aino frem og klynget sig til Suronens arm.
— Andreas, sa hun indtrængende og bedende, Andreas, la ham gaa.
Det var dette Krag vilde høre.
XXX.
UT AV MØRKET.
Det var tydelig at Suronen alene med den yderste vanskelighet kunde betvinge sin lyst til at kaste den generende fremmede ut. Og merkelig nok lot det til at Asbjørn Krag med hensigt vilde drive hans raseri frem.
Han gjentok flere ganger:
—De er ingen gentleman, sa han. Her kommer jeg for at foreslaa hr. Christensen en fin lille forretning. Og saa blir jeg mottat paa denne maate. Det er uhørt, min herre.
Aino holdt fremdeles fast paa Suronen, som gjorde milde anstrengelser for at slite sig løs.
— Hvilke referanser har De? spurte han.
Men da satte Krag sig i positur, og idet han indbilsk strøk sit skjeg, utbrød han:
