meddele hr. Christensen at De synes at være meget paatrængende.
Krag bukket.
— Marx, sa han, det er let at huske. Det er et berømt navn, jeg maa bare beklage at jeg ikke hører til den berømte familie.
Men netop som Aino skulde gaa ind for at melde ham, lød der en raslen ved klapdøren. Aino blev staaende stille ved skrivebordet Krag, som hele tiden opmerksomt betragtet hende, undredes i sit stille sind hvem som var mest nysgjerrig, hun eller han. Nu kommer Jos, tænkte detektiven. Det vilde more ham at se om Jos kunde kjende ham igjen.
Den grønne filtdør blev hurtig slaat op, og en herre traadte raskt ind i værelset. Han opdaget øieblikkelig Krag og blev staaende som fastnaglet, mens filtdøren lydløst gled ind i sine fuger. Krag reiste sig. Han reiste sig pludselig ved synet av den indtrædende. Detektiven blev saa forbauset ved at se dette menneske at han reiste sig ikke saa meget av høflighet som fordi han rent instinktmæssig vilde indta forsvarsstilling. Den indtrædende var ikke Jos.
Det var Suronen.
Suronen var klædd i selskapsdragt. Hans mørkgraa soupékappe var kastet løst over skulderen, og ned fra hans hals hang et langt, hvitt silkeskjerf. Chapeau-claque skjødesløst lagt tilbake paa skolten. Den tykke, smørgule javastok i dandyform under armen. Han saa flot ut. Næsten som en kabaretsanger. Han besvarte knapt Krags hilsen, men saa til gjengjæld strengt spørgende paa Aino.
— Denne herre vil absolut tale med hr. Christensen, forklarte Aino. Han vil slet ikke gaa før han har talt med hr. Christensen. Den herre er utlænding, Marx, heter han. Fra Strassburg.
— Har De da ikke sagt at hr. Christensen er optat? spurte Suronen.
— Jo, men saa vil han vente, sier han.
— Min herre, sa Krag, De taler med en dame, hvorfor tar De ikke Deres hat av?
Det gav et sæt i Suronen. Hadde han anvendt monocle vilde han sikkert ha rettet den ind for at virke overlegen. I stedet for puttet han den ene haand i lommen og begyndte at manøvrere stokken med den anden.
