Forfatteren Ejvind Ødegaard, som var av et
diskussionslystent temperament og yndet strengt logiske
fremstillinger, sa:
— Hvis dette hadde hændt en anden end Reisman, mine herrer, vi kjender jo alle ham, saa det er unødig at utkaste en sigtelse, men altsaa hvis det hadde været en anden, en mindre grei kar, saa kan følgende tænkes.
Trods Ødegaards forbehold vilde man høre hans forklaring, ti alle avskygninger i den hemmellighetsfulde poker-interesserte denne kreds.
— Altsaa, fortsatte Ødegaard, idet han gestikulerte med sine lange hænder, der sitter Reisman og forsøker at bluffe Stenersen. Han har i virkeligheten ingen kort. Han øker til 5000 i haab om at Stenersen skal kaste sig eller svare og foreslaa deling. Men Stenersen dobler til 10 000. Indrøm, mine herrer, at det er ganske høit selv i vore tider. Saa, i det psykologiske øieblik, kommer brevet. Reisman lægger sine kort ned og forlater spillet. Det kan være han har tænkt: Jeg har nu en tilsynelatende aarsak til at gaa min vei og spare mine 10 000 ved senere at pukke paa et ikke regulært spil —
Almindelig motsigelse og protester.
— Jeg mener det jo ogsaa rent som et tankeeksperiment, indvendte Ødegaard, hvis —
— Vis-vas, ropes der mot ham; spillet er ikke irregulært, spillet staar. Kortene er forseglet av klubben. Desuten kan Reisman ha slagkort.
— Indrømmet. Og desuten kan det være Stenersen som bluffer. Hvilke kort har De, Stenersen?
Stenersen bare gryntet, drak og smilte.
— Det skal jeg fortælle Dem for tyve tusen, sa han.
Paa dette tidspunkt var det, at hotelportieren kom ind i kabinettet, bøiet sig over von Brakel og hvisket noget i hans øre.
— En chauffør, mumlet von Brakel let forbauset — ta hit honom.
— Nei, han vil tale med Dem derute, svarte portieren — med Dem alene —
von Brakel reiste sig yderligere noget forbauset og forlot selskapet.
— Du skal se det er Reisman, var der en som bemerket.
