sidste draaper ut av mokkakanderne og fra Stenersens plads hørtes allerede den kolde hvæsen av den første pjolter. Dette er en herremiddags fineste øieblik. Det er likesom det store bord i et mellemspil endnu nynner efter fest-skrudet og i nye glas og flasker anslaar en anden og sterkere melodi. Samtalerne faar glans og fart i optakten av festens vekslen. Alle er ubevisst under indflydelse av det usigelige som tilhører en sorgløs sløsen av timerne. Ingensinde føler menneskene friheten saa intens og fortryllende, som naar et muntert selskap bare dvæler litt før fortsættelsen, denne fortsættelse av spøk og indfald, dette utsyn over en lang nat, denne langsomme stigen av rusen, alt dette som ingen er i tvil om og som tilsammen former menneskenes venlighet.
Paa det tidspunkt, da von Brakel fik kaldelsen, hadde intet som helst fremkommet i selskapet, som kunde tyde paa at hændelsen var forutset. Der raadet en almindelig og uskrømtet munterhet, hvori von Brakel selv deltok, ivrigere end nogen anden. Verten, hr. Oxford, svævet omkring i en mild champagnelystighet. Dette selskap hadde han grublet over i mange dage i forveien. Særlig hadde et arrangement med en likørstekt fasan kostet ham overordentlige tankeanspændelser. Men naar han nu saa at det hele var henflydt i et fuldkomment held, faldt han noget sammen som efter et skjæbnetungt verk. Naar han sat paa en av de glatte stoler, gled han saa underlig nedad. Men naar han derefter tok sæte oppe paa bordduken og eftertænksomt hvilt sig mot en jardinière, var det i grunden ingen, som la merke til det, for han var saa liten og væver at han godt kunde gjælde som en del av bordpynten.
Ved en bred av bordet, hvor Pjolterkongen danner det tause og uhyggelige midtpunkt, blev der talt om hændelsen i «Den frisindede Klub» for to dage siden. Spillet, indsatsen, de forseglede kort, dannet interessens brændpunkt. Og dette er karakteristisk for hvilken ringe opmerksomhet selve hovedsaken, direktør Reismans forsvinden, hadde vakt. Man hadde ikke set noget til ham siden, og ingen hadde bekymret sig synderlig om at spørre efter ham. Man var vant til, at han ekstravagerte nu og da. Han skulde egentlig ha deltat i middagen, og enkelte mente at han endnu kunde komme.
