Kommer Machiavelli som gesandt nord paa tysk jord, sætter han sig straks ned og gjør sig rede for folkets art; passerer han Verona paa sin vei sydover, selv midt i smertefulde anfald av sit sygdomstilfælde, saa er det straks, hvorledes den by bedst skal kunne befæstes, han tænker paa; under ambassaden i Frankrike gjør han indgaaende politisk-sociale studier; naar han opholder sig i Lucca for at kræve ind penger for nogen florentinske kjøbmænd, skriver han en avhandling om byens forfatningshistorie. Det er ingen som beder ham om slike orienterende oversigter; for han er jo sendt ut bare for at avvikle en av de løpende forretninger for staten eller for kjøbmænd. Og det er ingen i hele hans samtid, som i grunden takker ham for det, heller. Der paakommer bare hans søkende aand et nyt anfald av ustillelig tørst efter at naa tilbunds i alt, han ser omkring sig; han lider av en fanatisk virkelighets-sans, av tørst efter sandhet. Det er i alle forhold slik som Leopardi skriver om ham ensteds: Han sier utilhyllet de ting som er sande, som sker, 342
