som altid vil ske og som blir begaat, — men de andre sier akkurat det motsatte.“ Og overalt viser han sig som en stor psykolog, en skarp iagttager, en fin menneske-kjender. Hin ulemfældige karakteristik av Europa’s regjerende fyrster i et brev til Vettori er maaske her et bevis bedre end noget andet.
Machiavelli er kanske ikke netop førstemand blandt gesandter, hvor det gjælder at utpønske hvad en keiser eller en konge eller paven vil foreta sig akkurat imorgen tidlig; det gjør f. eks. Fr. Guicciardini eller en veneziansk ambassadør stundom likesaa godt, eller bedre. Men hvor det gjælder at hitte frem til den almengyldig bærende kraft under et folks holdning eller bak en fyrstes tankegang, der er Machiavelli foran. I det at avdække fremtidens bævrende nerve. I det at finde princippet for en hel nations liv og almenlovene for dens politik. Han formaar at veire folkesjæl. — Og resultatet blir derfor aktuelt nok — om ikke netop i den forstand at det er til bruk bare for imorgen tidlig.
Alt, som sker omkring ham, krystalliserer sig i almensatser, han griper intuitivt det væsentlige; detaljerne maa tjene hans vision, har bare at indordne sig som beviser. Han paatrykker hver sak sit præg. Derved kan selvsagt resultatet bli partisk, satserne virke paradoksale. Vi har ogsaa set, hvorledes han kan komme op i selvmotsigelser; jeg nævnte hans forhold til Pisa: fristaten Firenze underkuer fristaten Pisa! — eller man kan si det slik: han arbeider paa Pisa’s underkuelse, men for hele Italiens frigjørelse! Jeg nævnte hans foragt for folket, som er „il fango“
