Side:Renæssansemennesker.djvu/355

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


 „Jeg haaber, og mit haab kun sjælekvalen fremmer;
jeg graater, og min graat blot nærer hjertets møde;
jeg ler, og latren naar ei ind til sindets gjemmer;
jeg brænder, og min brand faar aldrig luer røde.
Jeg ræddes alt, jeg ser, og alt hvad jeg fornemmer;
hver ting, jeg møter, gir min kval blot mere føde.
 I denslags haab jeg graater, brænder, og jeg ler,
og angst jeg har for alt jeg hører eller ser.“[1]

Ja, der er tre komedie-digtere i verden: Aristofanes, Machiavelli, Molière.


  1.  Io spero, e lo sperar cresce il tormento;
    io piango, e il pianger ciba il lasso cuore:
    io rido, e il rider mio non passa drento;
    io ardo, e l’arsion non par di fuore;
    io temo ciò ch’ io veggo e ciò ch’ io sento,
    ogni cosa mi da nuovo dolore.
     Cosi sperando piango, rido e ardo,
    e paura ho di cio chi io odo o guardo.