serer som en „infernalità crudele“ (et grumhetens helvede). Clemens VII flygter med sit hof til Engelsborg og stænger sig inde der. Forgjæves søker han Urbino-hertugen om hjælp; likesaa Guicciardini. I sin naragtige selvsyke fortæller Cellini med uvilkaarlig komik om dette, som om det var hans eventyrlige indgrep i borgens forsvar, paven kunde takke for sin frelse. Urbino-hertugen gir en god dag i det hele og marscherer bort. Dette sker den 8. mai 1527.
Guicciardini var reist sydpaa, da de keiserlige strømmer ind i Kirkestaten; han haabet ialfald at redde pavens person ut av Engelsborg. Og i begyndelsen av mai hadde ogsaa Firenze sendt Machiavelli efter, sammen med en anden borger. I denne tid er han nat og dag paa farten, han rider mellem de fiendtlige hære, dels endog alene; det er tillike det forfærdelige pestaar, som Cellini ogsaa har skildret: Reddes hvad reddes kan! Selv en legemliggjørelse av sin sats, at den eneste frelse er fortvilelsen. — Guicciardini sender ham og hans ledsager straks videre vest til Civitavecchia ved havet for at utvirke, at de alliertes admiral Doria bringer paven hjælp; men sendelsen blev uten resultat i saa maate. Det brev hvor Machiavelli melder Guicciardini dette, er det sidste beskrevne papir vi har fra hans haand. Midt under dette arbeide krydset atter paven deres planer: han sluttet et slags forlik med tyskerne. —
Da rygtet om Roms blodbad naadde Firenze, blev der stor bestyrtelse. Endnu mere, da næste nyhet meldtes, at paven var kommet til en slags ordning med de keiserlige, Da opfattet omsider Firenze’s borgere
