Side:Renæssansemennesker.djvu/277

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

selv den virkelighet, som Machiavelli hadde prædiket for døve øren: at de bare hadde at bygge paa sig selv. Ti da visste de hvad de hadde at vente sig, naar de tyske lanseknegter nu toget nordover paa hjemtur. Alle som én reiste sig; de unge Medici — Hippolyt og Alexander — med samt husets hele tilhæng forstod hvad klokken var slagen og stak av, Den 16. mai proklamertes republikken, og det nye raad valgtes. Saa kastet man sig av al kraft over byens befæstningsarbeider efter Michel Angelo’s tegninger; soldater trampedes op av jorden. Fortvilelsens begeistring var over folket, offerviljens store bølge skyllet rensende gjennem sindene: Fædrelandets forsvar! Hele kræmmer-byen vrimler flittig som en maurtue for at virkeliggjøre Machiavelli’s livsdrøm.

Da iler Niccolò Machiavelli hjem. Ti al hans higens maal hadde netop været synet av et frit folk samlet i en vilje. Intet middel hadde syntes ham for dyrebart for at opnaa det. Og nu var altsaa denne hans livs gjerning ved at fuldbyrdes: Firenze’s og Italiens befrielse.

Nu hænder det underlige. Skjæbnens ironi er ute og spøker.

Guicciardini, huset Medici’s oprigtige ven og tilhænger, han bare fortrak i frivillig landflygtighet; hans stilling var nu grei, utvetydig: han hadde latt sig personlig indlemme og kunde blot oppebie det øieblik, da Medici’s fiender i Firenze igjen faldt. Med Machiavelli var det anderledes fat: ifølge overbevisning var han republikaner og var just av den grund i sin tid faldt i unaade hos huset Medici; senere var