tilfredshet over at Machiavelli nu har tat fingrene av politikkens fat; Machiavelli’s geschæftige omhu for hans giftefærdige døtre motbeviser heller ikke at der er noget som denne gjerne vil rette paa — interesse i de anliggender er nemlig en meget kurant maate, hvorpaa den tids mænd særlig søkte at indsmigre sig hos hverandre; i Aretino’s liv er det saaledes et yndlingsmiddel. Guicciardini svarer at nu skal de slaa sig løs et øieblik „in tante turbolenze“ (i slike forvirrede tider). Og Machiavelli gjentar det: la os være glade „in tante turbolenze“. Dette er tonen netop i landets farligste øieblikke! — men da der endnu er tid til at ordne sig med magtmidler. — Det er just i dette politiske dødvande han i begyndelsen av høsten 1525 skikkes av florentinske kjøbmænd paa sin inkassations-reise til Venezia, hvor han levet lystig, og vistnok har spillet og vundet en 2—3 tusen dukater; ialfald gik rygtet slik.
Men saa blusser det op igjen i hans sind, og ukaldet er han atter midt op i politikken. Han gjennemskuer tilbunds tyskekeiserens træske metode. I et brev ut i aaret 1525 — da er han vendt tilbake til Firenze — skriver han om denne at han svækker sine fiender ved — at forhandle; han forhandler snart med paven, snart med Frankrike; derved undgaar han brud, og undgaar han avtale: ser han italienerne nærme sig Frankrike, øker han straks sin kurtise ad samme hold, later f. eks. som han vil gi Frans I sin søster til egte, — saa Frankrike blir usikker og lar være at avgjøre noget. — Da fredsforhandlingerne staar paa mellem keiseren og Frans I, skriver han et
