nok sætte al sin evne ind paa det. Nogen dage efter er der en ny skrivelse fra Rom; men nu er allerede den vægelsindede Clemens kjølnet av, nævner ikke militsen mer! Og en maaneds tid efter reiser Machiavelli sin vei fra Guicciardini, hvor han føler alt er bortkastet arbeide. — Det er ikke let at frigjøre sig for det indtryk at den negative aristokrat Guicciardini har følt sig personlig næsten forulempet ved Machiavelli’s demokratiske botemidler i farens stund; trods deres syn paa faren er ens, er der noget kjølig, ja smaalig over den mottagelse, han gav ham i Romagna.
Man er et øieblik lammet. Man har opgit at forsvare sin selvstændighet. Og da faar Machiavelli en av sine perioder hvor han likesaagodt opgir det hele. Han skriver nok fremdeles breve til Guicciardini, endog mange; men de indeholder ingenting om statens og Italiens velfaerd; han skriver bare om sine eller Guicciardinis privataffærer, om dennes døtres medgift og fordelagtige giftermaals-planer, hvor Machiavelli har optraadt som agent for sin ven. De breve er ogsaa fulde av vittigheter, han snakker om sin komedie Mandragora, forklarer ham uttryk og gloser, som man ikke har forstaat; skriver om kvinder av lette seder, nævner Barbera, som skal medvirke ved komediens opførelse nord i Guicciardini’s by under karnevalet, — la os nu engang lage et lystig karneval! sier han; sender ham en recept paa piller mot haard mave, som han sier han selv med held har prøvet. Og Guicciardini svarer i samme aand, fuld av elskværdighet, som kanske er tillike
