har fra Machiavelli til ham, ser vi at de to er enig paa dette punkt.
Machiavelli opholder sig just i Rom paa literær forretningsreise til paven, da nyheten om Pavia-slaget naar dit; han er der for at utvirke fornyet aarsbidrag til sit arbeide over florentinsk historie. Da indser han øieblikkelig at nu kan man vente de keiserlige sydover, og opgir ganske sit private erend. I steden overgyder han paven og kardinalerne og hvem han ellers kunde naa i ved pavehoffet av indflydelsesrike mænd med veltalende indlæg om de forholdsregler, som uomgjængelig maatte tas; han lægger ut om hvorledes Firenze maa befæstes for at kunne ta imot keiseren, gaar i praktisk detalj; og han maser atter med sin gamle idé, nationalmilits: folket maa væbnes for at ta imot barbar-skredet. Ved brændende veltalenhet faar han ogsaa virkelig paven overbevist. Og i juni skikkes han med brev nordpaa til Guicciardini. Da er der forresten allerede avgaat ekspres nordover fra paven, som henstiller til Guicciardini at gjøre et forsøk i Romagna, hvor jo befolkningen av naturen var krigersk av sig. Guvernøren svarer foreløbig paven at det nok blev farlig at gi folket vaaben i Romagna, hvor man var nedsunket i indre splidagtighet, og ellers litet brydde sig om paven: for disse mennesker — sier han — gjaldt valget bare enten tyskekeiseren eller Frankrike. Litt senere ankommer saa Machiavelli med sit brev. Og i den anledning skriver Guicciardini paany sydover til paven om sine betænkeligheter, — men lægger til, at, er det saa, paven endelig vil han skal vaage forsøket, saa skal han
