borger i Firenze; efter 1513 var han nemlig „ammonito“ (advaret), en merket mand, som ikke var valgbar til administrative poster. Og denne gunst, at komme paa de agtværdige borgeres liste, skylder han atter delvis — efter hvad man ser av en vens brev — en kvindes mellemkomst, nemlig Barbera’s.
I disse aar utover tyverne til hans død blusser nemlig hans politiske interesse og udræpelige almenaand paany i veiret. Fra denne tid er de vigtigste breve de, som han skrev til Fr. Guicciardini, pavens guvernør nordpaa og senere hans generalissimus. Jeg har oftere før nævnt denne mand. Han var av gammel adelsæt, litt yngre end Machiavelli (f. 1482); hans forfædre opover i tiden hadde beklædt ledende stillinger i statens styre. Slegten, ser man, hadde to led tilbake været fuld av livsappetit; mændene var henfalden til mat og kvinder, i politikken ivrige og uvorne partigjængere, Lorenzo Magnifico’s haandgangne mænd. Det næste led derimot var Fr. Guicciardini’s far, og han var nærmest noget av en lærd, uenergisk, god mot fattigfolk, hæderlig og uten blindt parti-syn — skjønt Medici-tilhænger, beundret han saaledes Savonarola; det er som livssafterne alt var ved at tørke ind. Men i Francesco dukker atter ættens energi op; han har dog tillike arvet farens negative kløkt og varsomhet; en ordensmand i sit levnet, ærgjerrig, pengeglad, men hæderlig. Han var ogsaa en lærd mand, studerte jus og kirkeret, og tænkte en stund paa at prøve den prestelige karriere, slik som før medlemmer av ætten; men paa sin fars raad lot han det fare, fordi den levevei i hine gift-
