skabrøst indhold om fælles venner og bekjendte. Nu følger der flere, hvor Vettori spør og Machiavelli grundig behandler pavens stilling. Det politiske hovedspørsmaal, Firenze’s gesandt er optat av, er følgende: Hvad skal paven gjøre under det sammenstøt som forestaar i anledning av Milano, mellem paa den ene side Frankrike, England og Venezia — disse vil erobre Milano tilbake — og paa den anden side schweizerne, Spanien og tyske-keiseren — disse vil forsvare Milano’s hertug Sforza —? Situationen i Italien, svarer Machiavelli, er den at for Spaniens konge gjælder det at faa de schweiziske leiesoldater ut av Milano, uten at franskmændene kommer isteden og sætter sig fast der. Det er én utgang paa affæren. Men disse vil paa sin side ikke rykke ind i Lombardiet og hjælpe til at kaste dem ut uten at faa bli der selv, — og schweizerne er for sterke til at jages ut uten franksmændenes hjælp. Saa var der en anden utgang paa affæren: Spaniens konge kunde skjænke Milano til kirken. Men det gjør han nok ikke endnu mindre skjænker han det til Venezia. Saa er der en tredje løsning: Spaniens konge kunde overlate Milano til sin nevø. Men denne vilde bare straks gi tyske-keiseren det, — og fik denne det, kunde han faa det indfald at ville bli Italiens keiser, idet han begynder med Napoli, hvor jo tyskerne har ældre ret end Spanien. — Men affæren er i virkeligheten endnu mere indfiltret og vanskelig: ikke engang tyske-keiseren og Spanien i forening vilde i tilfælde magte at holde Milano mot schweizerne uten en 20—30 tusen mand, — og det
