som jeg sier, vil den bli tryggere og varigere...“ Saa gaar han atter ind paa de enkeltheter som efter hans mening godtgjør at Frankrike er den eneste naturlige alliance for paven. — Et par uker senere er der atter et brev som svar paa et meget langt fra Vettori, som holder paa sit, men dog ønsker yderligere redegjørelse, tydeligvis i en uklar følelse av at han og alle har uret. Machiavelli gaar mer og mer i detalj; denne gang leverer han ogsaa skarpe og litet flatterende portrætter av Europa’s regjerende fyrster — momenter som ogsaa maa tas med i beregningen; Han sier: „Vi har en klok pave, og dertil myndig og respektert; en ustadig og letbevægelig keiser (ɔ: Maximilian); en foragtelig og feig franske-konge (ɔ: Ludvig XII); en mut og gjerrig spanske-konge; en rik og raa og ærelysten Englands-konge (ɔ: Henrik VIII); schweizerne, dyriske og seirssæle og hovmodige; og vi italienere er fattige, forfængelige og krypende...“ Dette er det fyrste- og menneske-materiale som foreligger; det er just ikke løfterikt. Og dette brev ser da heller ikke videre lyst paa fredens mulighet. Veien er imidlertid i hans øine likefuldt den samme: Forbund med Frankrike: „... Og er ikke Frankrike tilstrækkelig, saa ser jeg ialfald ikke anden utvei; og da vil jeg med Jer sætte mig ned til at begræde vor undergang og trællekaar, som nok kommer engang i vor tid, om det ikke netop kommer idag eller i morgen...“ Utpaa vaaren næste aar er der atter et politisk brev fra Machiavelli; i mellemtiden har brevene dem imellem væsentlig indeholdt privat-affærer, tildels mandfolke-anekdoter av
