Jer, som jeg elsker som mig selv...“ Der er en del om fælles venner og privataffærer; men snart sætter det ind med politik. Fremfor alt er der tre breve med vidtløftig, men klar utredning av situationen. Og her hævder Machiavelli straks at paven bør vælge sig en bestemt fiende — den nemlig som er den fælles fare for Italien, for alene den vilde formaa at holde alliancen levende for længere tid. Denne bestemte fiende og fælles fare er Tyskland — „kittet som kunde holde dem sammenknyttet“, som han kalder det i et av sine første breve fra 1513, skrevet straks efter at han er ute av torturkamret; paven burde søke at faa istand forbund med Frankrike, Spanien og Venezia, det blir i længden det eneste sikre dæmme imot tysker-flommen, — „dersom jeg var pave“, lægger han ofte til. Vettori er ikke en langtskuende statsmand, og slet ikke nogen energisk; han lever for dagen og helder til tyskvenlig politik. Men virvaret føler da ialfald han, og skriver efter gode raad. — Et par maaneder efter ovennævnte brev er der et nyt fra Machiavelli til ham, som begynder slik: „I ønsker ikke at denne stakkars franske-kongen skal faa igjen Lombardiet: jeg skulde ønske det. Jeg er ræd, jert ikke-ønske og mit ønske ikke har samme grundlag av naturlig sympati eller lidenskap, — som altsaa faar Jer til at si nei og mig til at si jo. I støtter jert nei med paastand om at det er større vanskelighet ved at skape fred, naar kongen faar vende tilbake til Lombardiet. Jeg paastaar, for at støtte mit jo, at saa er ikke tilfælde, men at, naar freden er sluttet paa det vis
