Machiavelli’s egen spænding, om kuren vil lykkes; det er lægens stemningsmotsigelser, naar de sidste midler er ordinert, mens den syke ligger og strider med døden. —
I det praktiske, hvor hans teorier skulde realiseres, møtte han selv motsigelser. Her tænker jeg særlig paa nationalmilitsen i sammenligning med leiehære: han gjorde der den erfaring at leiehære, som stod i fiendeland, allikevel slos bedre, saafremt der ingen utvei var til flugt, men de bare hadde valget mellem at seire eller at dø. Og han hadde dog gjort regning paa at folket selv, naar det kom i vaaben, skulde slaas med fortvilelsens mod for arne og aker: Det sat isteden feigt inde i sine markmushul og stirret ut paa fienden. — Motsigelser i det praktiske er der ogsaa av anden art. Jeg har før antydet den som kom tilsyne ved Pisa’s underkuelse: Det var jo en fri republik efter Machiavelli’s hjerte; og det var desuten ikke der faren truet Firenze og Italien som folk. Han sat dengang med kortsynte særmaal i sin kamp for frihet og hadde bare øie for sin kommune, ofret for den av det heles velfærd.
Men hans nationale idé, som fra først av ingenlunde var klar, modnet med begivenheterne. Og i tilslutning til dette vil jeg her oversætte Fyrstens slutningskapitel, som løper ut i en opfordring til unge Lorenzo Medici, hvem han tilsidst dedicerte verket, om at gripe ind og befri Italien fra „barbarerne“. Boken blev skrevet bare en fem aar efter Pisa’s underkuelse.
„Idet jeg altsaa samler alt det, jeg ovenfor har ut-
