det bivaanet opbygningen? det som kaldes eksemplets magt? Hvem borger for at ikke folket, naar det lærte bygmesterens knep, fortsætter med samme midler efterat det har faat sig den optømrede stat overdraget? Hvem avgjør tidspunktet, naar en stats havsnød er forbi? — Særlig maa jo denne betænkelighet gjælde, om folket er i bund og grund bedærvet. Og her er man i mine øine ved systemets største svakhet: paradoksernes farlighet, naar de blir menigmands eie. Vi har saaledes set det ved denne krig, da Nietzsche koker i korporal- og børsbaroners hjerner. Paradokser er nemlig kunstprodukter, og beregnet paa kunstnere; de forutsætter ialfald det gemyt. Men menigmand er nu engang i flertal; han er det iblandt statsmændene og diplomaterne ogsaa, deres forstaaelse og evne til at nyde kunst ligger visselig ikke over den almindelige mands niveau. Machiavelli har forresten aabenbart selv øie netop for denne sine syllogismers fare; det er det satiriske syn som ligger bak det ræsonnement han lar skriftefaren gi til bedste i sin monolog i Mandragora, da denne beviser egteskapsbruddets berettigelse.
Denslags selvmotsigelser bunder egentlig og inderst inde i Machiavelli’s egen sjæl; de bunder i hans egen pendlen mellem haab og mishaab, idet hele hans system og alle hans satser, som jeg har sagt, maa sees paa den aktuelle bakgrund. Jeg mener med andre ord at ogsaa her maa som forklaring det psykologiske træde til, nemlig den fortvilelse, som brænder paa dypet av hans sjæl og gramser famlende om sig efter alle midler. Motsigelsen er
