redet, og overveier med mig selv, om det for nærværende er slike tider i Italien at man forstaar at vurdere en ny fyrste, og om der er stof, som en klok og dygtig mand kan finde sig foranlediget til at føre i en ny støpeform, som vilde bringe ham ære og Italien som helhet gagn, tykkes det mig at der peker saamange ting i retning av en ny fyrste at jeg ikke skjønner hvad tid nogensinde skulde været mer egnet for denslags. Og hvis det, som sagt, var nødvendig, for at faa øie paa Moses’s dygtighet, at Israel’s folk først maatte være træller i Ægypten, — og, for at erkjende Cyrus’s storhet og mod, at perserne var blit underkuet av mederne, — og, for at belyse Teseus’s udmerkede egenskaper, at atenienserne blev et splittet folk: saaledes var det for nærværende nødvendig — for at erkjende den italienske aands kraft — at Italien blev ført dit hvor det nu staar, og at det først maatte bli mere træl end jøderne, mere tjener end perserne, mere splittet end atenienserne: uten høvding, uten institutioner, prylet, plyndret, sønderrevet, overrendt, — og at det maatte ha taalt ødelæggelser av al slag. Skjønt der til denne dag paa grund av en eller anden personlighet (ɔ: Cæsar Borgia) nok kan ha vist sig en og anden lysstripe, saa man kunde tro, han var sendt av Vorherre til dets befrielse, saa har man ikke desto mindre maattet se paa, hvorledes han senere, netop naar sakerne var i allerbedste gjænge for ham, er blit forstøtt av skjæbnen. Med den følge at landet, latt tilbake som livløst, nu venter paa hvem det kan være som skal læge dets saar og gjøre en slut paa
