sioner i Pisa, Siena, Firenzuola. — Saa staar Cardona ved Toscana’s grænse med sin hær av øvede, men forsultne soldater; der er endog maurere iblandt. Det er førsterangs tropper; det var jo de samme, som nylig under nederlaget ved Ravenna hadde holdt urokkelig orden i geleddet. Firenze sender fuldmægtige nordpaa for at kræve en forklaring paa troppe-ansamlingen; man svarer bl. a. at Firenze fik avsætte Soderini og betale 100 000 dukater. Fienden rykker ind over grænsen; og de nye, mindre øvede folk, som sendes imot disse kjernetropper, formaar ikke at holde stand. Soderini erklærer at han vil verge staten, hvis borgerne saa ønsker; men han tilbyder sig ogsaa at fratræde regjeringen, om borgerne heller skulde ønske det. Et taapelig spørsmaal nu, fordi det bare opnaar for alt folket at blotte hans ubeslutsomhet og saa tvil om det selvfølgelige. Man lager sig imidlertid til at gjøre motstand ved den lille by Prato like nord for Firenze. Der blev bevilget 50&nbsoM000 dukater til forsvaret; 4 000 mand sendes til Prato. Men ogsaa her var det jo nye, uøvede soldater, som aldrig hadde været i slag; og det med en gammel, udygtig knark til hærfører. Resten av deres hær stod under Firenze’s mure. Og forræderi var nu i fuld gang overalt. Cardona’s stilling var dog just heller ikke briljant: han hadde saaledes ingen mat til tropperne; han hadde to kanoner, hvorav den ene sprang! Saa han kom med nye tilbud til Firenze: Medici skulde bare faa lov til at vende tilbake som almindelige borgere, og Firenze bare betale ham 3 000 dukater, samt skaffe 100 æsler med brød. — Soderini kunde paany ikke faa
