bestemt sig til et klart svar. I ventetiden kom forræderi Cardona til hjælp, saa de tok en liten by og fandt sig mat selv. Bombardementet av Prato begynder; de stormer, militsen flygter feig; om aftenen en dag i slutten av august rykker spanierne ind. Og „il sacco“ tar fat, — som før nævnt, et av de hæsligste blodbad tiden hadde oplevet; 5 000 mand blev dræpt, klostre og kirker blev bordeller. Eller som kardinal Giovanni Medici, den senere Leo X, uttrykker det i et brev fra de dage til paven: „ikke ganske uten litt grusomhet i retning av nedsabling, men den mindst mulige...“ („della quale non si è possuto fare meno“). Men rygtet vil jo vite at Prato’s rædsler plaget hans hellighets sind like til hans død. Han er jo ikke ganske fri skyld; nævnte brev ender han nemlig med at si at dette skedde bare til velgjørende skræk og advarsel „for de andre“. Machiavelli sier i et senere brev til en frue, som har bedt ham om besked, at han i sin beskrivelse ikke kan gaa i detaljer for ikke at gjøre hende ondt („dare la molestia d’animo“).
Efter dette lægger selvfølgelig Cardona paa i sine krav likeoverfor Firenze: han fordrer Medici indsat, Soderini forjaget og 150 000 dukater utbetalt straks. Der er vild forvirring i byen. Soderini flygter. Man kappes, alle uten undtagelse, om at skifte sympati. Pludselig en nat er republikkens vægtere borte fra Signoria-paladset: Er det rædslen som staar av Prato’s „sacco“? eller Medici’s guld? eller begge dele? Byens gater vrimler efterhaanden av spanske soldater, som frembyder til salgs de plyndrede kostbarheter
